De fleste love og bekendtgørelser på miljøområdet er alt for svære at forstå – selv for de kommuner, der er sat til at administrere dem. En stor del af lovene er sat i verden på baggrund af direktiver fra EU – og det gør bestemt ikke teksten nemmere at forstå. Hvis man bare en enkelt gang har set, hvordan et EU-direktiv er udformet, så kan man godt forestille sig, at det kan give store problemer at formulere en klar og tydelig lovtekst på dansk.

Problemet er, at når lovene ikke er formuleret klart og entydigt, så betyder det mere bureaukrati – ikke mindst fordi sagerne skal vendes og drejes i flere forskellige sammenhænge. Det betyder så, at det tager meget længere tid at få sagerne behandlet, til stor frustration for borgerne. Mange virksomheder og private kæmper dagligt en opslidende kamp mod systemet, fordi der ofte er tvivl om tolkningen af en lov. Det kan hverken borgerne eller miljøet være tjent med.

Vi må derfor hurtigst muligt i gang med en gennemgående revision og justering af en lang række love og bekendtgørelser på miljøområdet. Lad os starte med: Loven om miljøgodkendelse af husdyrbrug, Naturbeskyttelsesloven, Miljøbeskyttelsesloven, Jordforureningsloven, Planloven, Miljømålsloven, Miljøskadeloven og mange flere…Miljølovene er nemlig lavet for at beskytte miljøet – ikke for at genere borgerne unødigt.

I 2020 vil der være ca. 35.000 flere efterkommere i Danmark, end der er i dag. Det vil sige, at bare med denne stigning vil der være over 100.000 tosprogede elever i 2020. Dertil skal lægges et antal på 10.000-15.000 nye unge indvandrere. Så vil vi være være opppe på et godt stykke over 100.000 tosprogede elever i 2020. Ser vi frem mod 2050 vil tallene være endnu mere markante. Men hvis vi forholder os til den nære fremtid, så har vi klart nogle problemer, som skal løses her og nu. Hvis udviklingen fortsætter kan enhver regne ud, hvor stort et antal tosprogede elever, der vil forlade folkeskolen i 2020 uden at have fået de nødvendige kundskaber til at kunne klare sig videre i uddannelsessystemet. Det vil dreje sig om 40.000-50.000 tosprogede elever.

Det vil være en ulykkelig situation for de unge mennesker, og det vil være en ulykkelig situation for det danske samfund. Derfor er det godt, at undervisningsminister Troels Lund Poulsen så klart har meldt ud, at nu skal situationen vendes. Vi må nu bruge alle de erfaringer, som er høstet igennem de mange år, som kommunerne har arbejdet med denne sag. Nogle kommuner har bedre fat end andre. De må dele af deres viden. Det sker også idag, men arbejdet må intensiveres.

Problemet handler også om andet end det indlæringstekniske. Det er også en meget vigtig del af værdikampen. Man skal huske på, at ca. 72 pct. af de tosprogede elever er efterkommere af indvandrere – børn som er født og opvokset i Danmark. De burde alt andet lige være tættere knyttet til det danske samfund end deres skolekundskaber viser. Det er tydeligt, at det er deres hjemlige miljø og deres sociale og kulturelle netværk, der gør, at de bl.a. ikke taler så godt dansk, at de kan klare sig i skolen. Derfor skal vi sætte ind på dette område. Det er værdierne og det kulturelle mønster, som skal ændres fra børnene er helt små. Forældrene må lære at forstå, at de bor i Danmark, og at deres børn skal bruge den mulighed, de har fået for at få en ordentlig uddannelse, så de kan klare sig godt i det danske samfund i fremtiden.

Hvis ikke, vi får løst dette problem, er der fare for, at de mange unge mennesker, som går ud af folkeskolen uden en fremtid i det videre uddannelsessystem bare dasker hvileløst rundt uden noget at tage sig til. De vil derfor meget let blive inddraget i kriminalitet og i et bandemiljø, som vil give dem en form for identitet. Det vil være et liv uden lykkelig slutning både for dem selv og for det danske samfund. Derfor haster det med en kraftig indsats.

Hvilke problemstillinger mht. integration synes I, at jeg skal tage op til debat i radioen i eftermiddag?

Efter valget er det derfor vigtigt, at der bliver et bredt samarbejde i Folketinget, således at regeringen ikke længere behøver at bøje sig for Dansk Folkepartis symbolpolitik, når der skal laves vigtige aftaler for Danmarks fremtid.

Det er et godt spørgsmål efter at landsretten i sidste uge afgjorde, at den hardcore kriminelle bandit FisFis ikke skal udvises af Danmark, alene fordi han har kone og otte børn her i landet.

Selvom man selvfølgelig skal respektere domstolenes afgørelser, må det ikke afholde os politikere fra at se på, om de love vi vedtager i Folketinget nu også virker efter hensigten – og gør de ikke det, må vi lave dem om. FisFis-sagen tyder på, at der skal strammes kraftigt op, når det gælder udvisningssager.

Samtidig kunne vi få gjort en indsats for at få udvist den gruppe udlændinge, som er i Danmark på tålt ophold. Mange af dem er også hardcore kriminelle og er idømt meget strenge straffe. Men de kan ikke sendes hjem, fordi det hævdes, at de bliver forfulgt, hvis de kommer tilbage til deres hjemlande.

Det må virke meget krænkende på alle de lovlydige udlændinge, der hver dag får afslag på deres ansøgninger om opholdstilladelser, at FisFis og andre banditter bare kan blive boende i Danmark og begå kriminalitet, når de burde være sendt hjem for længst.

Ministeriet oplyser, at de beregnede 900 opholdstilladelser repræsenterer ca. 1,5 pct. af det samlede antal opholdstilladelser, der blev givet i Danmark i 2010. Konklusionen er derfor, at de opholdstilladelser, som bliver givet på baggrund af dommene ved EF-domstolen stort set er uden betydning for antallet af opholdstilladelser i Danmark. Det er korrekt, at familiesammenføringerne kun en dråbe i havet, idet det kun drejer sig om 285 personer i 2010. Men hvorfor forholder Integrationsministeriet sig så ikke netop til det, som virkelig kan blive en bombe under vores velfærdssystem i fremtiden i stedet for at bruge alt krudtet på at fortælle, at familiesammenføringerne ikke er noget problem.

Hvad med de over 25.000 andre personer, som hvert år kommer til Danmark fra de andre EU-lande. Hvorfor er der ingen der mener, at det er interessant at forholde sig til dem?. Det drejer sig trods alt om ca. 43 pct. af samtlige opholdstilladelser i 2010. Alle disse EU-borgere får ganske hurtigt en række af de samme rettigheder til det danske velfærdssystem, som alle andre, der bor i Danmark. Det er derfor ikke nok, at se på, hvordan familiesammenføringstallet udvikler sig, når vi skal diskutere velfærdssamfundets fremtid. Vi må have alle relevante tal på bordet, hvis debatten skal give mening.

Derfor. Lad os starte med at assimilere alle medlemmerne af indvandrerbanderne, så de ikke fortsætter med at skyde hinanden. Lad os få assimileret Hitzb ut-Tahrir og andre ekstreme religiøse grupper, så de ikke får flere unge ud i fundamentalisme. Og så skal vi hurtigst muligt have alle imamerne meldt ind i den danske folkekirke.

Klarer du det Søren, så har vi næsten løst problemerne. Det eneste vi så mangler er alle dem, som allerede er blevet integreret i det danske samfund, men som nu også skal assimilleres. Men det kan nok ordnes inden næste folketingsvalg.

Rigtig held og lykke med projektet!

Kh. Eyvind

Vi kender ikke alle dele af den røde plan, men et af de forslag vi faktisk kender, mangler vi stadig at få en forklaring på. Det er forslaget om, at vi alle skal arbejde 12 minutter mere om dagen. Det er jo grotesk, at man kan løbe rundt med et sådant forslag uden på noget tidspunkt at kunne forklare, hvordan dette skal realiseres. Skal arbejdstiden sættes op for alle med fuld løn? Eller bliver det uden mere i løn.? Hvis alle skal arbejde mere, hvad så med alle dem, som i forvejen pukler mere end 37 timer om ugen, eller dem som er helt nedslidte efter en lang uge på 37 timer. Og hvad med bedemanden. Hvis han skal arbejde en time mere om ugen, skal han så gå ud og slå folk ihjel ?

Enhver kan konstatere, at der mangler mindst 15 mia. kr. i den røde plan. Dette til trods for, at vi vil blive ramt af voldsomme skattestigninger under en rød regering. Selv om Helle Thorning gang på gang benægter indholdet af sit eget og SF’s finanslovsforslag for 2011, 2012 og 2013, så kan man på side 15 og 16 i dette læse, at der vil blive gennemført skattestigninger på 11,7 mia. kr i 2011, 21,2 mia. kr. i 2012 og 31,5 mia. kr. i 2013. Derudover kommer manglende regulering af skattegrænser. Så der vil i alt blive tale om skatteforhøjelser på 33,3 mia. kr.i 2013. Det bliver dyrt for alle familier i Danmark. Det stopper dog ikke her. For i S-SF planen ” Fair løsning” fremgår det ydermere, at bilisterne skal rammes med en skat på 35 øre pr. km. i det, de kalder “trafikerede områder”. Denne afgift skal give yderligere 8,3 mia.kr. Det er jo ikke så få penge rød blok vil hive direkte op af folks lommer. Også erhvervslivet skal rammes med mia. kr i ekstra afgifter. Det er derfor svært at se, hvordan den røde plan kan føre til øget vækst i Danmark. Den vil kun føre til øget arbejdsløshed og til at en række virksomheder flytter til udlandet. Det er jo også derfor den røde blok fortsat ønsker at sende flere og flere på efterløn og førtidspension.

Problemet er, at rød blok slet ikke er interesseret i at diskutere økonomi og økonomisk ansvarlighed. Man vil f.eks. hellere bruge tiden på at skælde ud på de mere end 300.000 danskere, der i 2009  brugte regeringens udvidede, frie sygehusvalg til at blive behandlet. Og så vil man bruge tid og ressourcer på at undersøge gamle sager, som for længst er afsluttet. Ved hele tiden at snakke om noget andet end økonomi, slipper man jo også for at komme frem med oplysninger om de indgreb, man har tænkt sig at vedtage efter, at folketingsvalget er overstået, hvis rød blok altså vinder valget.

Som nævnt mangler der en forklaring på, hvor mindst 15 mia. kr skal komme fra i den røde plan “Fair forandring”. Ole Sohn blev meget vred, da Claus Hjorth Frederiksen i en debat i TV2 News, nævnte, at S-SF ville lade boligskatterne stige. Der var selvfølgelig en grund til, at Ole Sohn flippede helt ud og blev så vred på Claus Hjorth. Finansministeren ramte nemlig plet. Det er jo netop her en del af de 15 mia. kr., der mangler i den røde plan, skal findes. Helle Thorning og Villy Søvndal ved, at dette ikke er en populær sag, derfor skal den ikke frem før folketingsvalget. Ole Sohn råbte under debatten til Claus Hjorth Frederiksen, at han skulle oplyse, hvor der stod, at S- SF ville ramme boligejerne. Det kunne Claus Hjorth Frederiksen havde gjort ved at citere Helle Thorning, som i bogen ” Forsvar for fællesskabet” bl.a. skriver, at vi ikke slipper for hårdere beskatning af fast ejendom. Hun foreslår, at det nuværende loft over kommunernes grundskyld ophæves, og endelig foreslår hun, at kapitalgevinster på salg af fast ejendom bliver beskattet. Helle Thorning vil med rette kunne hævde, at det er nogle år siden, at hun skrev dette. Hun vil også kunne hævde, at det mener hun ikke længere. Men når man, som Helle Thorning har den holdning til boligejerne, som udtrykt i citatet ovenfor, og når hun og Villy Søvndal står og mangler mere end 15 mia. kr, så er det ganske indlysende, at Helle Thornings økonomiske aktion mod boligejerne ligger lige for. Den er jo, i modsætning til ideen om at arbejde 12 minutter mere om dagen, beskrevet i detaljer, så den er lige til at gennemføre efter et valg.

Så alle danskere har et klart valg. Hvis man ønsker kraftige skattestigninger, flere afgifter på bilkørsel, øgede afgifter på erhvervslivet,  øgede boligskatter og en stigning i arbejdsløsheden, så skal man stemme på rød blok. Hvis man derimod ønsker økonomisk stabilitet og ansvarlighed, at skatterne holdes i ro, bedre vilkår for erhvervslivet, en lavere arbejdsløshed og endelig en sikkerhed for, at boligskatterne ikke stiger, så skal man bare stemme på Venstre.

Problemet er, at man i Folketinget ikke på noget tidspunkt har villet erkende problemerne, som de er. Man bliver ved med at fastholde, at problemerne i de bestemte boligområder alene skyldes sociale problemer. Man lukker øjnene for, at også de kulturelle og religiøse forskelle, kan være årsag de problemer, som findes i disse boligområder. Man har udelukket de værdipolitiske aspekter i denne sag. Forskelle i kultur og religion, som betyder forskelle i normer og værdier hos en stor del af de beboere, som bor i disse områder i forhold til livet uden for disse boligområder, er en vigtige faktorer. Disse forskelle betyder, at store grupper i nogle boligområder lever isoleret fra det danske samfund. De ser ikke dansk TV. De hører ikke dansk radio. Mange kommer ikke uden for boligområdet. Mange taler ikke dansk. Derved deler de ikke den ”vi-følelse”, eller fællesskabsfølelse, som findes i det øvrige danske samfund. Det betyder samtidig, at de ikke føler, de er en del af fællesskabet. Derfor føler sig helt naturligt uden for.

De danner ikke deres identitet ud fra værdierne i det danske samfund, men derimod ud fra værdierne i det lukkede miljø i boligområdet. Identitet dannes i subkulturerne i området. Her føler de den anerkendelse, som de ikke får i majoritetssamfundet uden for boligområdet. Derfor opstår der f.eks. bander og små kriminelle grupper eller religiøse fundamentalistiske grupper. Men også det helt almindelige fællesskab med anderledes normer og værdier kan udgøre grundlaget i en subkultur. Fælles for alle disse subgrupper er, at de er med til at danne et system af parallelsamfund, som lever et liv ved siden af det danske uden at være en del af fællesskabet. En stor del af disse mennesker danner deres identitet i en modstand mod det danske samfund, altså som en modsætning og en modstand til den danske identitet og de danske værdier. Det er her hele det værdipolitiske aspekt kommer ind. Det er forklaringen på, at vi møder så mange vrede unge mennesker i disse områder. Det er derfor nogle bliver kriminelle. Det er også derfor, at disse boligområder er arnesteder for fundamentalisme, religiøs fanatisme og islamisme.

Det er altså parallelsamfundet, der er problemet og ikke hele boligområdet. Det er derfor ikke korrekt, når vi hele tiden benævner bestemte boligområder som ghettoområder. På den måde gør vi alle i et bestemt boligområde til et problem. Man skal jo huske på, at der bor en del mennesker bl.a. med dansk baggrund i disse områder, som jo er en del af det danske samfund, som ikke har andre værdier og normer end de danske, og som ikke er med i nogle af disse subgrupper.

Derfor må det stå helt klart, at det ikke bare er sociale problemer, som er årsag til parallelsamfundene, men derimod også forskelle i normer, værdier, kultur og religion. Hvis vi erkender det, bliver det meget nemmere at løse problemerne. Man ændrer ikke værdierne og normerne ved at rive huse ned, eller ved at sælge boligerne eller ved at køre børnene rundt til skoler uden for boligområderne. Man ændrer heller ikke værdier og normer ved at låse børn og unge mennesker inde i hjemmet efter kl.22.00 om aftenen.

Man ændrer derimod værdierne og normerne ved målrettet at opbygge en ”vi – følelse” og en fællesskabsfølelse med det danske samfund hos de børn og unge, der bor i de lukkede parallelsamfund. Denne fællesskabsfølelse skal dannes i vuggestuerne og børnehaverne og i skolerne. Samtidig skal man have fat i mødrene og de mindste børn, som man skal lære dansk og give en viden om det danske samfund. Får man fat i moderen i familien har man fat i hele familien.

Et helt centralt punkt er, at løfte niveauet i undervisningen af elever med fremmed baggrund til et meget højere niveau, end det sker i dag. Eleverne skal have følelsen af, at de er lige så gode, dygtige, og værdsatte, som alle de andre børn og unge, som bor uden for boligområdet.

Det vil koste penge. Men alle de andre ting, man har gjort igennem årene i disse boligområder har også kostet mange mia. kr. Og det har haft meget lidt effekt. Man skal samtidig huske at problemet ikke bliver mindre i årene fremover, hvis vi ikke gør noget nu, hvilket jo betyder, at det bliver meget dyrere, hvis vi ikke gør det rigtige nu.

Af Eyvind Vesselbo MF (V) medlem af integrationsudvalget